Dørbælg i vaskemaskine

Udskiftning af vaskemaskinens dørbælg

Dørbælgen tætner mellem vaskekar og kabinet. Den sidder monteret med to spændebånd; et udvendigt som kan ses når døren er åben, og et indvendigt på vaskekarret.

Start med at afmontere det udvendige, det vil ofte være et metalbånd samlet med en hård fjeder i bunden. Træk varsom i den, så den ikke knækker eller udvides. Bælgen krølles ind i vasketromlen så du kan komme til det indvendige spændebånd. Afhængig af typen, kan du nu afmontere dette og trække bælgen af (det kan være nødvendigt, at afmontere toppladen; dette gøres ved at løsne et par skruer bagpå og trække pladen baglæns eller skubbe den frem, og dernæst løfte.) Tør grundigt hvor bælgen har siddet og montér den nye bælg i modsat rækkefølge.

Køb ny dørbælg: Klik her

Bundslange

Udskiftning af vaskemaskinens bundslange

Bundslangen er den sorte harmonika-slange som forbinder vaskekarret med afløbspumpen. På grund af varme, kalk og sæbe kan det ske at slangen tørrer ud, hvorved den sprækker og bliver utæt. Bundslangen sidder med 2 eller flere spændebånd og kan ofte udskiftes nedefra.

Køb ny bundslange: Klik her

Spændebånd

Varmelegeme i tørretumbler

Udskiftning af varmelegeme i tørretumbler

Varmelegemet sidder i forbindelse med luftkanalen, oftest nær bagsiden af tumbleren, og varmer luften op, inden den kommer ind til tøjet. En tilstoppet luftkanal, defekt termostat eller slidtage kan medføre defekt varmelegeme. Ved udskiftningen kan man i nogle tilfælde afmontere et varmeskjold på bagsiden eller alternativt afmontere hele bagpladen. Termostaterne skal muligvis flyttes fra det gamle til det nye varmelegeme. I forbindelse med udskiftning af varmelegemet, bør du overveje at skifte drifttermostaten. Sørg for at støvsuge maskinen grundigt for fnug og fnuller.

HUSK AT TRÆKKE STIKKET UD AF VÆGGEN FØRST. DET ER IKKE NOK AT SLUKKE PÅ KONTAKTEN.

Køb nyt varmelegeme: Klik her

Rem i tørretumbler

Udskiftning af rem i aftrækstørretumbler
Udskiftning af rem i kondenstørretumbler

Der findes to typer remme, almindelige og elastiske. Førstnævnte benyttes sammen med et remstrammerhjul, mens den elastiske rem monteres uden.

Mål

På remmen er der ofte trykt remmens dimensioner, eks. 1930 PH 7. I dette tilfælde er remmen 1930 mm, der er 7 riller med en såkaldt Profil-H (rillernes højde og udformning). Er remmen elastisk, kunne dimensionerne eksempelvis være 1860 EPH 8. Her er remmen 1860 NÅR DEN ER MONTERET, men kun ca. 1775 mm før monteringen. (står der EH, EL eller EP i forbindelse med numrene på remmen er den elastisk).

Montering af rem med remstrammer (ikke vist):

Remmen monteres direkte på motorens aksel, med den rillede side mod motor remskiven og mod tromlen. For at remmen holdes stramt under drift, sidder der en fjedermonteret remstrammer, som regel bestående af en metal-arm med et nylonhjul. Hjulet skal presse mod remmens flade side.

Montering af elastiske remme (som vist på begge Hvidevareservice-videoerne ovenfor):

Disse kan være meget stramme at montere. Sæt remmen om tromlen. Brug en stor og kraftig skruetrækker til at trække remmen på plads, ved at stikke skruetrækkeren ind under remmen og stemme spidsen mod undersiden af motorakslen. Som vist på videoen for aftrækstørretumblere, er visse remme så stramme, at de kun akkurat når rundt om tromlen, mens andre ikke sidder helt så tæt, som det ses af videoen af kondenstørretumbleren.

Køb ny rem: Klik her

Filtpakning i tørretumbler

Udskiftning af filtpakning i tørretumbler

Mellem tromle og kabinet sidder en filtpakning, som skal holde tøjet og den varme luft inde i tromlen. Ved udskiftningen af dette, skal tromlen trækkes væk fra åbningen. Afmonter toppladen og bagpladen og afmonter baglejeholderen. Det kan være lidt omstændigt. I forbindelse med udskiftning af filten, bør du chekke, at de glideklodser som tromlen kører på, ikke er slidt ned, da udskiftning af filten i dette tilfælde, kun vil være en kortvarig løsning. Skift disse ved tegn på nedslidning! Filten kan med fordel smøres med filtpasta (tumblerfedt). Fjern evt. rester af filt og støv inden den nye pakning monteres. Bemærk, at i visse tumblere sidder der både filt foran og bagved.

Køb ny filtpakning: Klik her

Bagleje i tørretumbler

Udskiftning af bagleje i tørretumbler

For at skifte baglejet, er det nødvendigt, at afmontere topplade og bagplade. Baglejet sidder i en konsol, der er monteret på en bærering, eller evt. direkte på bagpladen. Ofte har konsollen også taget skade, og du bør overveje at udskifte denne samtidig med lejet. Baglejet kan være et kugleleje eller et grafitleje.

Køb nyt bagleje: Klik her

Varmelegeme i opvaskemaskine

Udskiftning af varmelegeme i opvaskemaskine

Der findes 2 typer varmelegemer:

Det synlige, som ligger i bunden af maskinen. Visse maskiner har to og enkelte endda tre varmelegemer. Fælles er, at disse varmelegemer er monteret med en flange (hvor varmestaven går ned gennem bunden af maskinen), der er spændt fast nede fra med en møtrik. Maskinen skal derfor lægges på siden og bundpladen skal fjernes. Dernæst kan møtrikken løsnes og varmestaven trækkes fri. Sidder varmelegemet spændt fast med metal-bøjler, kan disse ofte løsnes nedefra, men det er som regel ikke nødvendigt, og de kan være svære at genmontere!

Det skjulte varmelegeme sidder i bunden af opvaskemaskinen i nærheden af spulepumpen. Det er en ca. 20-25 cm rørformet enhed (kan have et plastsvøb), med en gummislange i hver ende.

Maskinen lægges på siden og bundpladen afmonteres. Hvis du har mulighed for det, anbefaler vi, at du tager et (digital-)foto inden du udskifter enheden. Husk at afmærke ledningerne, så du ved hvor de skal sidde på det nye varmelegeme.

HUSK AT TRÆKKE STIKKET UD AF VÆGGEN FØRST. DET ER IKKE NOK AT SLUKKE PÅ KONTAKTEN.

Køb nyt varmelegeme: Klik her

Sæbeautomat

Udskiftning af sæbeautomat i opvaskemaskine

Når du skal udskifte en defekt sæbeautomat på din opvaskemaskine, er det nødvendigt at adskille inderlåge og yderlåge, da automaten er fastgjort indefra. Start med at løsne skruerne, hele vejen rundt, langs kanten på inderlågen. Luk dernæst lågen og træk yderlågen af. Sæbeautomaten sidder ofte monteret med to skinner på indersiden af lågen, men kan også være trykket i, som det ses i ovenstående hvidevareservice-video. Skruerne løsnes mens lågen er lukket. Husk at mærke stik og ledninger, så du kan huske hvor de sad.

OBS! Tag evt. nogle billeder med et digitalkamera undervejs. Smør pakningen med sæbe, så den glider bedre og er nemmere at få til at sidde korrekt.

Vær forsigtig med ledningerne mellem kabinet og låge.

HUSK AT TRÆKKE STIKKET UD AF VÆGGEN FØRST. DET ER IKKE NOK AT SLUKKE PÅ KONTAKTEN. Køb ny sæbeautomat: Klik her

Styring/elektronik i opvaskemaskine

Udskiftning af styring i opvaskemaskine

Styrekortet sidder i kontrolpanelet på døren. Døren skilles ad, ved at løsne alle skruerne på inderlågen og trække yderlåge og inderlåge fra hinanden. Dernæst kan kontrolpanelet afmonteres. Det sidder ofte monteret på inderlågen med 3-4 skruer. Tag evt. et billede af styringen, inden du trækker ledningerne af, så du kan huske hvordan de skal monteres.

HUSK AT TRÆKKE STIKKET UD AF VÆGGEN FØRST. DET ER IKKE NOK AT SLUKKE PÅ KONTAKTEN.

Køb ny styring: Klik her